På Fanøs sydspids ligger Sønderho med sine knap 300 huse og ca. 360 helårsbeboere. Byen ligger godt værnet mod vind og vand bag klitter i vest og syd og bag grønne diger mod nord og øst.

Byens huse ligger næsten alle solret – eller rettere “vindret” – med gavlene i øst og vest, omgivet af små haver og åbne grønninger. Ind mellem grundstykkerne forgrener sig et net af smalle stier og små krogede veje, som i en labyrint.

Sønderho er i dag en meget grøn landsby, hvor der for 100 år siden kun var få forpjuskede træer.

Byens “hovedgade” Landevejen er, i forbindelse med nykloakering samt omlægning af diverse ledningsnet, blevet nænsomt renoveret. De traditionelle fortove er fjernet og erstattet med pigstensrender afsluttet med græs eller pigsten ind til huse eller stakitter.  En praktisk trafikdæmpende foranstaltning, idet man gerne vil forsøge at mindske den kørende trafik i byen. Besøgende og feriegæster opfordres derfor til at mindske kørslen i byen samt til at benytte de forskellige P-pladser rundt omkring. Lad bilen stå og nyd byen til fods.

Som afslutning på byforskønnelsen håber vi i Sønderho, at kommunen bevilliger nye lamper og skilte, så det hele fremstår smukt og harmonisk.

Sønderho kaldes en kulturperle med de mange fredede bygninger.